Søndag 11.8. afviklede Borgerforeningen sin anden Sommerfest med aktiviteter og arrangementer primært for børnene i vores område.

I år havde vi så udvidet aktiviteterne så der også var et loppemarked, hvor forældre og bedsteforældre kunne fordrive tiden med at se på - og evt. købe - gode genbrugsvarer fra de mange loppestande.


Vejret var med os - men vi havde desværre også noget OL - og især en håndboldfinale med dansk deltagelse - imod os.


Alligevel var der mange besøgende allerede fra kl. 11, hvor vi åbnede med loppemarkedet.


For børnene var der fra start bl.a. ponyridning og skattejagt i samarbejde med LOMK fra Sundhedshuset.


Kl. 13 var der underholdning med Troldmanden Chano som fik smilet frem på alles læber. Der var tryllerier og et nummer med bugtalerhund Lulu, som ikke altid opfører sig som Chano synes den skal. - Chano sluttede af med masser af ballonunderholdning og frembragte både sværd, blomster og fantastiske hovedbeklædninger til både børnene og de voksne.


Eftermiddagen gik med Asserbomesterskaber i Minigolf, hesteskokast, sækkevæddeløb og pladehejs.

Og ind imellem kunne man udfordre sig selv med flødebollemaskinen eller få en tur i Frederiksværk brandmuseums veteran brandbil.


Vi sluttede eftermiddagen med præmieoverrækkelser til de mange dygtige vindere og selvfølgelig med servering af kaffe, kage og is til alle.


Kl. 18 havde næsten 40 tilmeldt sig en grillaften på kroen hvor Jan Overgaard spillede lidt hyggemusik og vi sluttede aftenen af med en række fællessange, hvor bl.a. Liseleje- og Asserbovalsene var med på repertoiret.


Alt i alt en super fin dag, hvor vi med mere end 250 besøgende fik en ny lille succes i hus. 
Vi vil allerede nu begynde at overveje hvordan sommerfesten i 2025 skal arrangeres.